Blog

20-06-2016

Hvis der er nogen, der - for at sige det på godt dansk - vil skide på Janteloven, så må det næsten være filmmakkerparret Frank Hvam og Casper Christensen. De to starter til august optagelserne til deres nye komedie ”De første jordbær”, som for en stor dels vedkommende vil blive optaget på Fyn med støtte fra bl.a. Det Danske Filminstitut, FilmFyn og TV 2.

I en pressemeddelelse fra Film Fyn fremgår det, at filmen bliver en komedie om Janteloven. Filmen foregår i Danmark i starten af 1980’erne og følger en lille gruppe excentriske pionerer, der sammen sætter sig for at gøre det umulige og skabe verdenshistorie.

Nu er det ikke første gang, at Aksel Sandemoses Jantelov bliver omdrejningspunkt i en spillefilm. Men mon ikke de to rutinerede tv- og filmfolk får mere end svært ved at overholde Jantelovens 8. bud; ”Du skal ikke le ad os”.

Personligt var jeg stor fan af ”Langt fra Las Vegas”, men må samtidig tilstå, at jeg aldrig har fået set ”Klovn – The Movie”, som faktisk i 2010 blev den mest sete danske film i biograferne med et salg på 850.000 billetter.

Så flotte salgstal burde være en udmærket indikation på, at Hvam og Christensen faktisk er noget jvf. Jantelovens 1. bud. I hvert fald indenfor filmens verden. De kan godt bilde sig ind, at de faktisk er bedre end så mange andre til at lave film. Spørgsmålet er bare, om en bar røv kan bruges i kampen mod Janteloven. Men overdrivelse kan ind i mellem fremme forståelsen.

"De første jordbær" får efter planen premiere til foråret.

08-04-2016

I Danmark kan vi godt bryste os af at være et meget velfungerende genbrugsland. Vi kan med garanti gøre mange ting endnu bedre, så det at passe på miljøet bliver lige så naturligt som at passe på sine penge.

I den forgangne uge var jeg på genbrugspladsen med mængder af pap og plastic primært fra husholdningen. Det bliver egentlig til en rystende mængde efter bare et par ugers indsamling. Et par udgaver af Kristeligt Dagblad, som jeg for tiden nyder i en fire ugers gratis prøveperiode, måtte ved samme lejlighed lide døden.

Normalt hæfter jeg mig ikke ved, hvad andre har valgt at smide ud. Det er jo en privatsag, men en særlig stak af gamle aviser gjorde mig nu alligevel interesseret. En ældre mand havde lige før mig været forbi den store blå aviscontainer og smidt stakkevis af gamle aviser ud. Ikke dem fra i fjor, men stakkevis af dem som for længst havde mistet sin hvide uskyldige farve og ret beset lignede noget, der hørte hjemme på et museum.

Min nysgerrighed kunne jeg ikke længere styre, så efter at have set mig over skulderen som om jeg var i færd med at bjærge en værdifuld skat, hev jeg hurtig et bundt af de gamle nærmest gule og ildelugtende aviser op og ind i min bil. Langt de fleste af aviserne var dog i perfekt stand, selv om de havde mere end 70 år på bagen.

Mange af dem var fra de fem forbandede år, og for en som mig, der elsker alt om Danmark under 2. verdenskrig, var det nærmest som at vinde i Lotto. En enkelt udgave gik så langt tilbage som 1933! Det fik mig uvilkårligt til at tænke, at de var for værdifulde til genbrug, og at det da måtte være en fejl, at den ældre mand havde smidt de gamle udgaver af Nationaltidende, Fyens Stiftstidende og Politiken ud.

Heldigvis behøver jeg overhovedet ikke være bekymret om, at den ældre mand fra genbrugspladsen har gjort sig skyldig i at smide danefæ ud. Allerede så tidlig som i 1916 begyndte man som pligtaflevering at modtage aviser og distriktsblade i Statens Avissamling. Dermed har jeg heller ingen grund til at frygte, at de aviser, jeg ikke fik med mig, er gået tabt for tid og evighed.

18-03-2016

Jeg var i går i biografen med en flok fynske journalister og mediefolk for at se ”Spotlight”. Filmen handler om en gruppe undersøgende journalister, der i Boston afdækker en uhyrlig sandfærdig historie om katolske præsters seksuelt misbrug gennem årtier af børn og unge.

I en artikel i Kristeligt Dagblad kunne man i går læse, at den katolske kirke over hele verden vokser markant. På 10 år er der kommet 150 millioner nye katolikker til på verdensplan. Antallet af katolikker stiger ifølge avisen faktisk lige nu hurtigere end verdens befolkningstilvækst og er størst i Afrika.

Nu må man som læser endelig ikke få den tanke, at jeg har noget specielt imod katolikker. Tro som i en tro på Gud spiller ikke nogen rolle i mit liv. Jeg valgte som teenager og med mine forældres velsignelse ikke at blive konfirmeret, ligesom jeg heller ikke har været medlem af Folkekirken i ganske mange år og er blevet viet på Odense Rådhus.

Men når man nu har filmen ”Spotlight” frisk på nethinden, kan man ikke undgå at koble sine tanker til Kristeligt Dagblads artikel om medlemstilvæksten af katolikker og det potentiale det udgør for nye sager om krænkelser. Jeg har ingen forudsætninger for at vide, om den katolske kirke i dag har vundet kampen mod præster, der forgriber sig på børn og unge. Det kan man kun håbe, men det er næppe realistisk.

Selv om den katolske kirke kan berette om vækst i antallet af medlemmer, skal man selvfølgelig altid bekymre sig om børn og unge. Specielt dem der færdes blandt myndighedspersoner eller lever i en familie med forældre, der ikke har indsigt, overskud, nærvær og hvad man ellers kan finde af positivladede ressourcer, der kan forhindre sexkrænkelser eller alle mulige andre former for overgreb og misbrug.

Seksuelt misbrug af børn og unge begrænser sig desværre ikke til katolske præster. Det foregår overalt i verden, i alle samfundslag og givetvis også i enhver tænkelig trosretning. 

”Spotlight” hentede to titler ved årets Oscar-uddeling. Dels for bedste film og dels for bedste manuskript.  

24-02-2016

Der var masser af røde roser til FC Midtjyllands fodboldmandskab efter i sidste uge at have vundet den første 1/16-finale i Europe League mod mægtige Manchester United. Fra en journalistisk vinkel fik 2-1-sejren til jyderne naturligvis vidt forskellig omtale afhængig af, hvor i verden man befandt sig.

Danske kommentatorer og eksperter stod næsten i kø for at skamrose spillerne og ikke mindst træner Jess Thorup for en fantastisk taktisk indstilling. Ikke overraskende havde engelske medier mest fokus på Manchesters nederlag fremfor danskerens sejr.  

Selve udgangspunktet for nederlaget fik faktisk slet ikke så meget omtale, som det fokus engelske medier havde på en i forvejen udskældt Manchester United-træner Louis Van Gaal. Men det er hollænderen nu sikkert vant til, og isoleret betragtet er et udebanenederlag på 1-2 i europæisk sammenhæng næppe den store katastrofe. Faktisk et rigtig godt resultat, hvis ellers bare nederlaget ikke var kommet til en dansk klub!

Der, hvor det for alvor bliver interessant, er jo, når de 90 minutter i morgen aften efter kampen på Old Trafford er overstået. Er Van Gall uanset resultatet stadig den manager, klubbens ejer ønsker at satse på?

Set med mine briller har Manchester United stadig det klart bedste udgangspunkt for at gå videre. Velvidende at de på forhånd er bagud med 1-2, så kan jeg ikke forestille mig, at FC Midtjylland kommer til ret mange oplagte målchancer foran godt 75.000 tilskuere.

Hvis nogen skulle have glemt det, så er et enkelt lillebitte kludemål jo stadig rigeligt for Manchester United til sammenlagt at gå videre. Og følger englænderne blot nogenlunde op på statistikken fra kampen i Herning med en boldbesiddelse på 60% (og med en Wayne Roney tilbage i startopstillingen), så er jeg ret sikker på, at United vinder.

Derfor ender det sgu nok i en dansk skuffelse, selv om jeg naturligvis krydser fingre for samlet sejr og avancement for FC Midtjylland. Men når danske sportsfolk står overfor store resultater, så plejer de ikke at kende deres besøgelsestid. I stedet ender det nok i skuffelse, og et ”nej hvor var det ærgerligt”.

Foto: brickstand.co.uk

12-02-2016

I mandags fik jeg den tanke at rode min pengepung igennem. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg har jo nok ledt efter et eller andet. Kontanter har det nok ikke været, eftersom vi stort set lever i en tid uden rede penge mellem hænderne.

Min pengepung er fyldt med masser af rum og små lommer. I en af dem stødte jeg på et foldet stykke tykt pap trykt i en knaldende rød farve. Det viste sig at være mit eget personlige donorkort udstedt af Sundhedsstyrelsen. Hold nu op! Det havde jeg sgu helt glemt!

På kortet kunne jeg se, at jeg helt nøjagtigt d. 12. december 2009 havde givet såkaldt FULD TILLADELSE til, at alle mine organer kan anvendes til transplantation efter min død. Jeg ved, at min hustru er bekendt med, at jeg har givet min fulde tilladelse og derfor bærer rundt på kortet. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har fortalt mine børn det.

Hvis du ikke har taget stilling til, om du vil være organdonor i tilfælde af hjernedød, skal dine pårørende tage beslutningen. Det kan være en meget svær beslutning for dine pårørende.

Nu håber jeg aldrig den dag kommer, hvor min familie bliver kastet ud i den situation, at et andet menneske må få et af mine organer, alene fordi jeg har bestemt det. Det er sagt med al respekt for de mange danskere, som i dag står på venteliste til forskellige organer. Det er sådan set også sagt af respekt og hensyn til min familie.

Død er desværre en naturlig del af livet, men der er trods alt forskel på, at ens familie står på intensiv afdeling stillet overfor et tilfælde af hjernedød – og en mulig organdonation – og så at man ender sine dage alene på grund af alderdom. Derfor kan jeg kun anbefale, at man i tide taler med sin familie om at være organdonor. Det vil jeg i hvert fald gøre ved lejlighed med mine børn.

Jeg var i øvrigt slet ikke bevidst om, at det danske donorkort-system giver mulighed for, at man klart og tydeligt kan udstede et FORBUD mod, at ens organer anvendes til transplantation. Og at man i en opdateret udgave af det røde donorkort faktisk også kan afkrydse et ”VED IKKE”. Derfor synes jeg, at du selv bør tage stilling.

I Danmark konstateres hvert år 130-150 personer hjernedøde og medicinsk egnede til organdonation. Heraf bliver mellem 60 og 80 donorer.

Du kan læse meget mere om Organdonation på dette via dette link.